I dette tema skal du lære mere om målene 2, 3 og 6. De handler om at gøre noget ved, at alt for mange mennesker stadig lever under for dårlige forhold. Med dårlig adgang til mad, rent vand til at drikke og vaske sig i og et sundhedsvæsen, der fungerer.
I Danmark er vi så vant til at have nem adgang til mad, vand og sundhed, at vi måske slet ikke tænker over, hvor rart det er. Når køleskabet er ved at være tomt, går vi bare ned i et supermarked og handler ind. Vi drejer bare på hanen, så kommer der vand. Vi trykker på toilettet, så skyller det ud. Og vi ringer til lægen eller 1-1-2, og så får vi hjælp, hvis vi er blevet syge eller er kommet til skade. For nogle år siden blev mange lokale sygehuse nedlagt i Danmark. Så blev folk klar over, hvor trygt det var med professionel hjælp i nærheden, når man bliver syg.
I mange lande er det helt normalt, at man er overladt til sig selv og sin familie, hvis man kommer til skade, bliver syg eller når kvinder skal føde. I Danmark tænker vi ikke på det at føde som noget farligt. Men det kan det faktisk godt være, især når der ikke er professionel hjælp i nærheden, hvis der opstår problemer undervejs i fødslen. Mål 3 handler om, at alle lande skal have et godt sundhedssystem. Og at der ikke skal være for langt til lægen, når man bliver syg.
Mange steder er det dagligdag, at man skal hente rent vand langt væk. Det er det fx for familien Jacques fra Haiti. De lever i et lille lerhus med ét værelse og bliktag. Huset har ingen elektricitet og hverken toilet eller rindende vand. Familien henter deres vand en times gang fra huset, og de bruger næsten alle deres penge på mad. Se mere om familien Jacques på Gapminders Dollarstreet.
Eksempler og inspiration
I boksene nedenunder finder du eksempler på, hvordan man helt konkret arbejder med temaerne i mål 2, 3 og 6. Både ude i den store verden og herhjemme i Danmark. Her kan du læse om toiletter og madspild.
I den tredje boks finder du inspiration til, hvordan du selv kan give dig i kast med dette tema. Og være med til at forandre noget i dit eget lokalsamfund.
Det globale eksempel
Det lokale eksempel
Inspiration til at forandre
-
Det globale eksempel
Hvad gør man lige, hvis man ikke har et toilet? Det er der millioner af fattige mennesker i Ghana, der ikke har. I stedet må de betale for at gå på et offentligt toilet, eller de må "gå på toilet" i en plastik-pose. Problemet er ikke kun, at det er en upraktisk og uværdig løsning. Problemet er også at komme af med poserne med afføring, hvis man bor i et slumområde uden kloakker og skraldemænd.
Så hvordan får fattige mennesker i Ghana mulighed for at få toilet derhjemme, når de bor i huse uden indlagt vand og afløb? Clean Team er svaret! Clean Team er et slags abonnement på et toilet. Nu kan folk i Ghana leje et mobilt toilet for et lille månedligt beløb. Toilettet bliver både tømt og vedligeholdt for prisen. Smart ikke?
På længere sigt ville det selvfølgelig være allerbedst, hvis folk fik nogle bedre huse med vand, afløb og el. Men lige nu og her gør denne kreative idé livet renere, sundere og mere værdigt for tusinder af mennesker i Kumasi, Ghana. Samtidig er det lokale folk, der har overtaget og driver forretningen, så idéen skaber også nogle arbejdspladser.
IDEO.org er organisationen bag Clean Team. De laver praktiske løsninger på problemer i fattige lande.
(Foto: IDEO.org) -
Det lokale eksempel
"Tænk på de sultende børn i Afrika!" Har du nogensinde hørt det, når du ikke spiste op? Eller var det kun i gamle dage, man sagde sådan? Forhåbentlig! For det giver ikke rigtig nogen mening. For det første fordi det slet ikke er alle børn i Afrika, der sulter. Og for det andet fordi det jo ikke ligefrem er muligt eller gavnligt at sende dine madrester til Afrika.
Men det er alligevel værd at tænke over, at vi i vores del af verden, har så meget mad, at vi ikke altid tager højde for, om vi nu også kan spise alt det, vi har taget op på tallerkenen. Eller om vi kan nå at spise alt det, vi har købt, inden det bliver for gammelt. I Sydsudan og i Yemen er der slet ikke nok mad, mens der bliver smidt masser af mad ud i USA og Europa. Ikke kun hjemme i privaten. Supermarkeder smider også tonsvis af helt okay mad ud hver dag. Bare fordi det har nået datoen for "mindst holdbar til", eller fordi emballagen er blevet beskadiget. Det er helt skørt!
Vi kan ikke løse verdens sult-problemer ved at selv at spise op. Men vi kan starte der. Vi kan starte med at få et mere ansvarligt forhold til vores forbrug af mad. Det er der flere organisationer i Danmark, der arbejder for. For eksempel opsamler organisationen Fødevarebanken overskudsmad hos virksomheder og supermarkeder og giver det videre til fattige danskere. Det samme gør forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad. Den arbejder også for at sætte fokus på madspild og lære danskerne et mere socialt og miljømæssigt forsvarligt forbrug af mad. For eksempel at "mindst holdbar til" betyder, at varen MINDST er holdbar til den dato, og IKKE at den nødvendigvis bliver dårlig og uspiselig lige netop denne dag!
(Foto: Stop Spild Af Mad) -
Inspiration til at forandre
Noget af det som du kan gøre for at hjælpe til med at opnå Verdensmålene er at opfinde noget nyt, forbedre noget gammelt eller få andre med på dine gode ideer.
Du skal selvfølgelig undgå madspild. Hvis du ikke kan lide din madpakke, så smør den selv derhjemme. Eller byt med din kammerat. Vær ikke nervøs for at spise frugt, som ser skævt eller sjovt ud. De kan sagtens spises, og så bliver de ikke smidt ud, hvis du spiser dem.
Din lokale butik har helt sikkert mad, som de smider ud. Du kan være med til at sørge for, at maden bliver doneret til fx et værested for hjemløse og folk, som har det svært i livet.
Du skal også selv sørge for at leve sundt. Skal du måske bevæge dig mere i løbet af skoledagen? Og hvad med udvalget i skoleboden? Mangler der nogle sundere og billigere varer? Mangler du og dine klassekammerater viden for at kunne leve sundt? Skal I lære mere om det i undervisningen? Trænger skolen til en sundhedspolitik?
Vær opmærksom på, hvordan du bruger vand. Spild ikke vand. Tag korte brusebade, og hold op med at skylle tallerkener af, inden du sætter dem i opvaskemaskine. Er der en vandhane, der drypper? Fortæl det videre, det er stort spild af vand. Du kan også tale med andre om alle de, som mangler adgang til toiletter, så vi bryder tabuet. Alt for mange må forrette deres nødtørft udenfor, og det skaber alvorlig fare for sundheden
(Foto: Bev Lussier, freeimages.com)